Mjølner Informatics udvikler it mod skadelig fugt
22. marts 2007Pressemeddelelse: Mjølner Informatics satser på innovation og forretningsudvikling som deltager i det nyetablerede innovationskonsortium SensoByg. Konsortiet skal udvikle billige og driftsikre overvågningssystemer til byggeindustrien. Et kerneområde bliver systemer, der holder øje med fugt i bygninger.
Fugt er en af de helt store udfordringer for byggeriet. Fugt kan nemlig ikke bare give skader på konstruktionerne, det kan også give alvorlige problemer med indeklimaet. Holder man løbende og systematisk øje med fugten, kan det omvendt give store besparelser på vedligehold og reparationer, fordi skader opdages i god tid. Samtidig vil en sådan overvågning give bedre styr på indeklimaet.
Ved at indstøbe trådløse sensorer i beton kan man følge fugtindholdet i byggeriet – både under opførelsen og i det færdige byggeri. Man kan også montere sensorerne på eksisterende byggeri og på den måde overvåge byggeriets tilstand.
– Vi ser opbygning af systemer, modeller, produkter og ydelser omkring fugthåndtering i byggeriet som et lovende fremtidigt område, og vi ønsker med vores teknologiske viden at bidrage til en accelereret teknologisk udvikling indenfor denne branche, siger Jørgen Lindskov Knudsen.
Innovation som drivkraft
Mjølner Informatics med hovedkontor i IT-byen Katrinebjerg i Århus har en grundlæggende indre drivkraft for innovation; Softwarehuset er oprindeligt stiftet med udgangspunkt i forsknings- og udviklingsresultater fra Datalogisk Institut, Aarhus Universitet.
– Når vi vælger at deltage i innovationskonsortiet SensoByg, kan det ses som en helt naturlig forlængelse af Mjølner Informatics kerneværdier, som er vidensdeling, innovation og partnerskab. Deltagelse i forsknings- og udviklingsprojekter bidrager til såvel kompetenceudvikling, markedsudvikling, og brobygning mellem forskning og erhverv, mener administrerende direktør Jørgen Lindskov Knudsen, Mjølner Informatics.
Ny viden giver nye forretningsmuligheder
Mjølner Informatics deltagelse i SensoByg er baseret på egenfinansiering.
– Vi involverer os i projekter som dette, fordi vi har fokus på skabelse af ny teknologisk viden kombineret med skabelse af ny forretningsudvikling, forklarer Mjølner Informatics topchef.
Det er softwarehusets erfaring, at innovation i høj grad sker i krydsfeltet mellem eksisterende viden og de opdagelser, som udvikling af prototyper giver.
Om innovationskonsortiet
Forsknings- og Innovationsstyrelsen har bevilget 11 mio. kr. til innovationskonsortiet. Konsortiet ledes af Teknologisk Institut, der har stor ekspertise med både byggeri og trådløs sensorteknologi. Projektet startede 1. marts 2007 og løber i tre år. Konsortiet er et udviklingssamarbejde mellem en række virksomheder og vidensinstitutioner. Yderligere oplysninger kan findes i den officielle meddelelse om innovationskonsortiet på: http://fist.dk/site/forside/nyheder/pressemeddelelser/2007/traadloese-sensorer-skal-give-bedre-byggeri.
Om Mjølner Informatics
Mjølner Informatics A/S er et succesfuldt, dansk softwareudviklingshus med mere end 65 ansatte. I 2006 blev vi kåret som det 3. dygtigste softwareudviklingshus af Computerworld. Vi udvikler skræddersyet software for et stort antal nationale og internationale kunder inden for både den private og offentlige sektor. Mjølner Informatics kombinerer høj faglig kompetence med effektiv, fleksibel projektstyring og en samarbejdsform, der lægger vægt på vidensdeling, innovation og partnerskab. Mjølner Informatics har hovedkontor i Århus (IT-byen Katrinebjerg) og udviklingskontor i København.